[layerslider id="forsideslider"]

Om Support Mombasa

Mit navn er Brian Mathiasen, og jeg er professionel boksetræner og bokseekspert- kommentator på Viasat /TV3+ og TV3 SPORT 1+2.
Jeg trænede fra 2001 til 2003 en bokser fra Kenya. Hver gang han havde haft en professionel boksekamp i Danmark, så gav jeg ham altid en stak T-shirts med til bokseklubben i Kenya, der hedder Transfix ABC. Det betød meget for klubben dernede, og sådan noget kan jeg ikke sidde overhørig.
Dette betød, at jeg i 2004 sendte en kasse med brugt og nyt bokseudstyr derned. Siden da er det blevet til mange kasser med alt fra aflagte boksehandsker, almindeligt tøj og sportstøj, blyanter, viskelædere og andre skolerekvisitter til juniorbokserne i klubben, kasserede mobiltelefoner, der stadig kunne være funktionsdygtige og meget mere. Efterhånden led Transfix bokseklub ingen akut nød længere, men det gjorde børnene i området dernede til gengæld. Det har jeg kunnet iagttage ved selvsyn gennem mine ture til Kenya.

Disse ture affødte tanken om lægge flere kræfter i projektet.

I 2008 startede vi med at sponsorere udvalgte fattige familier ude i slumkvartererene i Mombasa og omegn. Mercy, som bor i Mombasa, er vores bindeled til de fattige familier, og hun sørger for at forvalte de penge, der samles ind til de fattige familier, som jeg finder sponsorerer til herhjemme i Danmark. Mercy sørger for at finde de fattige familier, der kan bruge en hjælpende hånd. Hun besøger familierne hver måned, når de skal have deres sponsorpenge og følger tingenes udvikling. De danske familiesponsorer betaler 3.000 kr. for et helt år. (250 kr. pr. måned). Det er meningen, at den fattige familie skal udvikle sig via den hjælpende hånd fra Danmark. De kan måske åbne deres egen forretning – købe madlavningsfaciliteter og sælge mad på gaden – eller måske endda flytte til et bedre område, hvor mulighederne for at finde sig et job er større, og hvor kundepotentialet er større, hvis man eksempelvis kan et håndværk. (Typisk tømrer, skrædder, mekaniker, cykelsmed, madlavning, rengøring eller opvasker m.m.)

Således at vi pt har hjulpet mere end 50 fattige familier i i Mombasa.
De penge, vi får sponsoreret, går direkte og ubeskåret til de rigtige mennesker.

”Vi giver dem fiskestangen, så de selv kan fange fiskene”

Vi byggede et børnehjem.

I december 2010 startede vi med at bygge børnehjemmet UPENDO CHILDREN´S HOME, som er et hjem for forældreløse børn, og i april 2011 stod det færdigt.

Børnehjemmets personale består af Mama Patricia, som er alle børnenes plejemor. Hun bor på Upendo og har sit eget værelse. Hendes opgave er blandt andet at lave mad tre gange om dagen, få børnene i skole, give kærlighed og omsorg, og være en mor for dem. Børnehjemmet består af 4 værelser: Et værelse til Patricia, et værelse til drengene, et værelse til pigerne og et opholdsrum/stue. Der er et indendørs- og et udendørstoilet samt et badeværelse i huset. Patricia har to døtre på 14 og 24 år. Den yngste datter, Bagita, går på High School i Nairobi, og den udgift bliver også betalt af Support Mombasa. Den ældste datter, Yvone, arbejder som frivllig for The Girl Scouts, hvor hun laver velgørenhedsarbejde.

Yderligere vil jeg nævne, at arbejdet med sponsorer og familier i Kenya samt opbygningen af Upendo, udover glæden ved at give og gøre en stor forskel for de involverede, samtidig har medført, at jeg blev kåret som ”Årets Østjyde 2010”. En titel jeg er stolt af at få, fordi den er et slags officielt bevis på, at mit arbejde i Mombasa gør en forskel. Den forskel gør børnehjemmet allerede, og derfor skal det sikres økonomisk, hvilket kan gennemføres med støtte fra fonde og villige sponsorer.

Vi startede i januar 2011 foreningen, som hedder SUPPORT MOMBASA.