Artikel fra Aarhus Stiftstidende
Af Morten Ravn, mora@stiften.dk
fredag den 15. juni 2012, 16:00
Børnehjem. Boksetræneren Brian Mathiasen har viet sit liv til projektet Support Mombasa, hvor han holder liv i et helt børnehjem. Nu tager han atter til Kenya med tøj og ting til ungerne.
Så er det skoletid. Børnene på Brian Mathiasens børnehjem går til daglig i tøj, som er samlet sammen i Danmark. Alle får også betalt deres skolegang – og så skal de selvfølgelig have en skoleuniform.
For mange af os andre føles det som et fuldtidsjob, når kufferten til årets charterferie skal pakkes og holdes nede på 15 kilo. Brian Mathiasen har bokset med lidt af de samme problemer – dog i en anden størrelsesorden – før han tager på sin årlige arbejdsferie i Mombasa i Kenya. Han har stuvet en 20 fods container til rejsen.
»Vi kunne næsten ikke have det hele. Men en af mine kammerater er ekspert i at pakke ting, så det lykkedes til sidst at få det hele stuvet sammen,« siger Brian Mathiasen.
Han går rundt i sit hus i Viby, hvor tre små par Hummel-sko i børnestørrelse og en kasse med juniorjeans fra Gabba – 2. sortering og modtaget som donation, forstås – vidner om, at ikke alt nåede med i containeren, men må fragtes som håndbagage.
Brian Bomstærk, Boksebrian – eller den Barmhjertige Bokser. Mange navne klæber sig til den 47-årige boksetræner og -ekspertkommentator på TV 3.
Han blev for alvor kendt, da TV 2 Østjylland kårede ham som Årets Østjyde. Østjyderne kunne ikke stå for, at Brian Mathiasen har viet sit liv til en uegennyttig indsats, hvor han skaffer masser af mennesker i Mombasa, Kenya, en tålelig hverdag. Århusianeren har i 2010 gennem sit hjælpeprogram Support Mombasa blandt andet bygget et børnehjem, hvor 11 forældreløse børn i dag alle går i skole, har en ren seng og en god og tryg hverdag.
Hele vinteren har Brian Mathiasen så samlet alverdens ting og sager sammen med venlig støtte fra mennesker, virksomheder og foreninger: Tøj, sko, legetøj, sportsudstyr, fjernsyn, mobiltelefoner, symaskiner, havehegn – ja sig det, og containeren indeholder det!
10. tur til Mombasa
»Det er min 10. tur til Mombasa. Jeg var dernede i februar. Børnehjemmet Upendo har siden fået to nye drenge og en lille pige. Jeg kan næsten ikke vente med at se dem,« siger Brian Mathiasen.
Han taler om alle 11 børn, som var de hans egne. Det er også med samme energi og kærlighed, at han har kastet sig over hjælpeprogrammet, som fylder hele hans liv ved siden af karrieren som boksetræner for blandt andre den professionelle Reda Zam Zam og en masse lidt mere dansker-proportionerede motionister i Fitness.dk’s lokaler i Viby.
Men der er langt fra tale om en to-tre ugers badeferie langs Mombasas kystlinje, når Brian Mathiasen drager af sted i løbet sommeren. Bauhaus i Viby har blandt andre doneret en legeplads til børnene og 125 meter hegn, som skal sættes op omkring de nye køkkenhaver, hvorfra slumkvarteret kan blive selvforsynende.
»Men jeg glæder mig helt vildt. Vi støtter 20 familier, som for 3000 kroner kan leve okay i slumkvarteret i et helt år. Fem bokseklubber og et par fodboldklubber får også gavn af containeren. Jeg holdt foredrag i en fodboldklub, Ulstrup IF. Klubben donerede 10 holdtasker fyldt med tøj, fordi de skulle have nyt i hele afdelingen. Det bliver fantastisk at forære det væk,« siger Brian Mathiasen.
Masser af gavmildhed
Medarbejderne på Skejby-virksomheden Crisplant har sørget for 69 kasser fyldt med nyt arbejdstøj. Crisplant er nu en del af Beumer-gruppen, så de ansatte skulle have nyt logo. En ældre jysk kvinde stillede også op på Brian Mathiasens adresse med 20 brugte Singer-symaskiner, som skal i sving i Mombasa.
Meget af Brian Mathiasens tid går med netop at skaffe sponsorer. Men gavmildheden er til stede. Malermester Per Kilden har således sammen med Lions Club Aarhus Sct. Clemens betalt den dyre fragt på 24.000 kroner af 20 fods containeren med JAS Forwarding.
I Brian Mathiasens Support Mombasa-program er der store og små donorer. Grundfos har doneret det dobbelte til et rent vand og energi-projekt.
»Lige nu koster det omkring 5000 kroner om måneden at drive børnehjemmet. Vi har lige nu omkring de 3000 kroner om måneden,« siger Brian Mathiasen, der selv betaler resten – og som, selvfølgelig, også selv betaler sin sommerrejse til Mombasa.
»Målet er, at driften børnehjemmet kommer til at hvile i sig selv. Aarhus Fremad har gennem direktør Søren Østergaard støttet os. Firmaerne i Fremads netværksgrupper betaler en del af deres kontingent til driften – og jeg tror, det snart kan hvile i sig selv. Det har også en mening i sig selv – lige som vores støtte til familierne gerne skal gøre dem selvhjulpne.«
Støtte i direkte linje
»En stor del af min tid går med at servicere de almindelige mennesker og firmaer, som støtter Support Mombasa. i modsætning til mange andre hjælpeorganisationer, hvor 40 procent går til administration, går alle penge direkte til folk i Mombasa. Donorerne skal heller ikke spises af med én årlig autograf fra et barn, de hjælper. Jeg mailer løbende nyhedsbreve ud om, hvordan det går, og holder mange foredrag,« siger Brian Mathiasen.
På hjemmefronten rækker kæresten til tider hånden op, når snakken og arbejdet med Afrika bliver for meget.
»Hun spurgte en dag, om vi ikke blot kunne tage én dag ud af kalenderen, hvor jeg ikke talte og tænkte Mombasa. Jeg blev faktisk sur, men da jeg 20 minutter efter igen talte om projektet, kunne jeg godt se, den var gal. Men sådan er det. Det er mit liv,« siger Brian Mathiasen.
»Hvis bare alle århusianere ville donere én krone hver, så verden anderledes ud. Men jeg ved jo godt, at det ikke er sådan,« siger Brian Mathiasen, der i 2004 begyndte sin Afrika-støtte, da han sendte brugt udstyr til en fattig bokseklub.
»Jeg ved lige præcis, hvornår jeg blev solgt til det her. Det var på den tur, at en lille dreng tiggede penge af mig. Han var klædt i de mest beskidte pjalter, der ikke havde været vasket i flere år. Han havde det smukkeste og flotteste ansigt. Resten var armod,« husker Brian Mathiasen.
»Jeg sagde til min hjælper, vi skulle give ham nogle penge. Da min hjælper stod og tog de glimtende mønter fra – vi talte om få kroner – blev det for grotesk. Vi gav ham hånden fuld. Vi har jo en masse – og skal hjælpe de fattige.«
Så nu tager Brian Mathiasen endnu en ferie i Mombasa og slumkvarteret Mikindani. En arbejdsferie.