Den afrikanske formiddagssol står højt på himlen, da jeg stiger ud på parkeringspladsen i Mombasas lufthavn. Mørbanket efter en 15 timers flyvetur med afbrudt søvn sætter jeg mig ind i Alex’ bil sammen med Brian. Alex er én af Brians venner fra hans mange år i Kenya med projektet Support Mombasa. Han er vores chauffør og en ven af børnehjemmet Upendo. Mens Alex fører os igennem det trafikale kaos i Mombasa town, sidder jeg på bagsædet og forsøger at forestille mig den næste måneds tid som frivillig på børnehjemmet. Det viser sig, at mine forestillinger langt fra holder stik. Upendo går over min vildeste fantasi, og i dag er jeg ikke i tvivl om, at Upendo gav mig langt mere, end jeg nogensinde kan give Upendo.
Efter et kort stop på Brians hotel, sætter vi kurs mod området i udkanten af Mombasa, hvor Upendo ligger. Det første, jeg bliver mødt med, er krammere fra børnene og en varm hilsen fra mama Patriciah, som også bor på Upendo og fungerer som en mor for børnene. Den næste måned på Upendo bliver nøjagtig som min velkomst – varm, hjertelig og helt igennem fantastisk.
Børnene går i skole, de første uger jeg er der. Det giver mig mulighed for at tilbringe god tid med Patriciah og Florence (Upendos hushjælp). Mens jeg forsøger at gøre mig lidt nyttig ved at hjælpe med det huslige arbejde, fortæller Patriciah mig om hendes liv, børnenes historier og hvorfor de er havnet på Upendo i sin tid. Patriciah står på hovedet for, at jeg føler mig velkommen. Og det lykkes hende til perfektion. Hun tager mig med på ét af Mombasas pulserende markeder, hjælper mig med at købe souvenirs, så jeg ikke betaler overpris og giver mig mulighed for at overvære et afrikansk massebryllup. Hun viser mig Mombasa og giver mig indblik i den kenyanske kultur.
Når jeg ikke tilbringer tid med Patriciah på tomandshold, er jeg sammen med børnene. 11 livsbekræftende børn, alle sammen med en forældreløs historie tilfælles. Vi leger med LEGO, spiller bold, tegner og maler, danser til musik fra min iPhone og øver engelske gloser. På mit køleskab i Aarhus hænger børnenes tegninger nu og minder mig om den fest, vi havde hver dag på børnehjemmet i Mombasa.
Som barn på Upendo har de været heldige: Patriciahs velsmagende mad hver dag, en ren seng hver nat, løbehjul og trampolin i baghaven, tøj og sko til leg og til pæne arrangementer. Listen er lang, men jeg er den mest heldige af dem alle sammen: Jeg blev en del af Upendo-familien.
Stephanie Hollender
Volontør på Upendo i efteråret 2013